Referat af Vejkoordineringsmøde i Emdrup Grundejerforening d.  30.maj 2018 i Lundehuskirken

 

Der var pænt fremmøde (9 vejlaug repræsenteret). Næstformand Henrik Fischer bød velkommen. Formanden, Lennart Frandsen, kunne desværre ikke deltage og var savnet.

Der var på forhånd udsendt forslag til emner, der kunne diskuteres og det var de emner, der blev talt om.
 

  1. 1. Gennemførte arbejder på vejene og erfaringer.
     ”Stjernevejene” skal netop i gang med at istandsætte den sidste af de 3 veje i vejlauget. De har haft gode erfaringer med renovering af de første veje, men synes, at sagsbehandlingen gennem Københavns Kommune har været meget langsommelig og besværlig denne gang. Et andet vejlaug er i gang med renovering  (Jens Ludvigsen). Ellers erfaringer fra enkelte vejlaug der selv reparerer mindre huller.
    Ulla Jørholt fortalte, at vejlauget Firkløveren har fået plantet fine store træer, som hedder ”partnerskabstræer”, hvilket vil sige at kommunen forærer og leverer træerne og at vejlauget selv sørger for at plante og passe dem. Det er blevet rigtig flot.

 

  1. 2. Mulige ændringer i privatvejsloven.
    Henrik Fischer gennemgik et notat udarbejdet af Lennart Frandsen; notatet kan ses på foreningens hjemmeside. Notatet handler om mulige ændringer i privatvejsloven med udgangspunkt i et udkast til forslag til ændring af privatvejsloven udarbejdet af Trafikministeriet. Forslaget har været til høring og fremlægges i den kommende folketingssamling.
     
  2. 3. Københavns Kommune som grundejer ud til privat fællesvej.
    Også her har formand Lennart Frandsen udarbejdet et notat, der kan findes på foreningens hjemmeside. Notatet handler om udgiftsfordeling ved vedligeholdelsen af en privat fællesvej – en sag hvor kommunen først kun ville betale 20% af udgifterne men på baggrund af en afgørelse truffet af Vejdirektoratet måtte betale en større procentdel.
     
  3. 4. Parkering på private fællesveje.
    Mange veje i vores område er generet af uvedkommende parkering. Der er tale om både parkering af biler, hvis ejere arbejder i området, men også biler, der faktisk burde parkere på ”egne”, veletablerede parkeringspladser, men som alligevel parkeres på tilstødende veje. Det er der ikke noget at gøre ved. Vi har ikke ”krav på” at kunne parkere ud for egen matrikel.  Det har også været diskuteret om man skulle have lov at parkere med det ene hjulsæt på fortov som man må i andre kommuner, men der er ikke noget konkret lige nu om dette.
     
  4. 5. Klimatilpasning på de private fællesveje.
    C.J.Frandsens vej og Ny Ryvang Villakvarters Vejlaug er i gang med planer om store ”klimarenoveringer” – 100 % finansieret af HOFOR hvad angår de dele af foranstaltningerne, der handler om vand. Det har krævet rigtig meget arbejde for bestyrelserne at nå så langt. Og det bliver tilsyneladende også gjort ret forskelligt – ”hvor og hvordan” skal regnvandsbede ligge, ”hvor og hvordan” med parkering oven på regnvandsbede f.eks. Det kan også blive et problem med vedtægtsændringer i forbindelse med etableringen, men det burde være nok, at ændringer står i generalforsamlingsreferat, således at såkaldte 3. mand kan orientere sig om dette.
     
  5. 6. Nyt stærkstrømskabel gennem vores bydel.  
    Der skal nedgraves stærkstrømskabel på Frederiksborgvej, og enkelte steder kommer kablerne til at ligge for tæt på nogle af foreningens ejendomme. Der har været store protester, for der er tvivl om hvorvidt der kan være risiko for at stærkstrømskablet udgør en sundhedsrisiko. Nogle mener, at der kan være en lille cancerrisiko, især for børn, og der ligger en børneinstitution meget tæt på det sted, kablet skal nedgraves. Protesterne fortsætter.
     
  6. 7. Pligter for vejmyndigheden (kommunen) efter privatvejsloven.
    Se notatet ’Vejledning om vedligeholdelse af min private fællesvej og trafiktælling mv.’ på hjemmesiden.
     
  7. 8. Eventuelt.
    Persondatalov tråder i kraft d. 25. maj; vi er som forening, i et vist omfang, omfattet af persondataloven og skal udarbejde nogle retningslinjer. Men da de fleste af vores vejlaug jo kun ligger inde med navne og adresser og ikke deciderede personlige oplysninger, burde det ikke være problem. Dog skal der passes på ved udsendelse af meddelelser via mail.


Radon. Enkelte medlemmer har fået målt Radon i hjemmene – mest aktuelt, hvis man har soverum i kælderen.


Der er endelig indgået aftale om driftning og lys på ”Mudderstien” (mellem Emdrupvej og Nøkkerosevej). Aftalen indgået mellem KK og DSB.

 

 

Referent
Birgitte Mølgaard




 

Kontakt: emgf@emgf.dk

Siden er udviklet af Time2web, og repræsentanter fra Emdrup Grundejerforenings bestyrelse.