Anlæg af affaldssorteringspunkter på vores private fællesveje mv.
Som det vil være medlemmerne bekendt, har grundejerforeningen en sag kørende om det retlige grundlag for etablering af affaldssorteringsanlæg på vores private fællesveje. Nu er der (godt) nyt.
I brev af 31. oktober 2024 meddeler Teknik- og Miljøforvaltningen, at forvaltningen vil gå dialog med vejejeren og lave en frivillig aftale, før et sorteringspunkt etableres. Der er ikke planer om ekspropriering.
Det vil sige at hvis vejejer protesterer kan der ikke etableres et sorteringsanlæg.
Spørgsmålet er imidlertid hvem der er ”vejejer”. Og kan en tilladelse fra én vejejer mod de andre vejejeres protest være tilstrækkeligt grundlag for etablering.
Det vil vi i bestyrelsen på nuværende tidspunkt ikke gå nærmere ind på. Vi vil afvente at et sådant spørgsmål opstår. Vores forventning er, at der ikke er vejejere, der ønsker at indgå aftale med kommunen om etablering af et anlæg ud for deres ejendom.
Et andet mere specielt spørgsmål som foreningen også har rejst har også fået en afklaring.
På visse vejstykker er det ikke umiddelbart til at afgøre hvem der er vejejer. Man taler om såkaldte ”herreløse veje”. Umiddelbart mente kommunen, at så kunne kommunen disponere over vejen som en ejer. Det stillede bestyrelsen sig tvivlende over for.
Kommunen har meddelt at kommunen nu vil søge at få adkomsten afklaret ved ”herreløse” veje og veje med en ”død ejer”. For det sidstnævnte tilfælde vil kommunen i et vist omfang forsøge at få tilkendt adkomst ved en såkaldt ejendomsdom. Det vil andre private også have mulighed for at opnå.
En tredje og også speciel situation som foreningen har rejst, har også fået en afklaring.
Hvis kommunen ejer en ejendom og vil etablere et anlæg ud for ejendommen opstår den situation at kommunen både er ejer og den der træffer afgørelse om placering af anlæg m.v. Der foreligger det som i juraen kaldes myndighedsinhabilitet.
Aktuelt har vi et sådant tilfælde ved Emdrupparken på Nøkkerosevej, hvor kommunen ejer ejendomme og har planer om at etablere et anlæg.
Kommunen meddeler, at den er opmærksom på myndighedsinhabiliteten. Det håndteres ved adskillelse af beslutninger til forskellige enheder under forskellige chefer.
Det er en ok løsning, som bestyrelsen selv har peget på.
Placeringen af affaldssorteringsanlæg på de offentlige veje beskæftiger foreningen sig umiddelbart ikke med.
Aktuelt er der konkrete planer om at etablere et (stort) anlæg på Bispebjergvej.
Det lokale vejlaug følger sagen.