Midt under besættelsen, i 1943, tegnede den unge arkitekt Viggo Møller Jensen et spændende byggeri bestående af 3 X 7 rækkehuse i 2 etager med kælder, bygget op omkring et stort atelier i hvert hus. Husene blev bygget i den tids mest skrabede materialer: berappede gule og spættede teglsten, grå bølgeeternit og tjæret træbeklædning. Men de udgør i dag en arkitektonisk perle og er fredet af Skov- og Naturstyrelsen. Kun medlemmer af Kunstnersamfundet er ifølge vedtægterne boligberettigede, og køen er lang af kunstnere der er skrevet op til dette smørhul.
Nogle gange åbner kunstnerne deres huse så vi andre kan komme til at se atelierne og de udstillede kunstværker.
Det sker nu igen Søndag den 17.September 2017 fra kl. 13.00 til 17.00.
Bestyrelsen kan varmt anbefale et besøg i denne lokale kunstnerenklave.