Netto rykker ind i Bispebjerg Hospitals parkeringshus

Der har været stor interesse for at købe byggeretten til en dagligvarebutik i Bispebjerg Hospitals parkeringshus. Dansk Supermarked har budt højest og planlægger at bygge en Netto-forretning i løbet af 2017.
 

Den nye Netto kommer til at ligge i stueetagen ud mod Tuborgvej og Charlotte Muncks Vej. Facaderne skal have samme karakter som resten af huset. Foto: Colliers International.

Sideindhold

Det bliver Nettos Scottie, der byder indenfor i den nye dagligvarebutik i parkeringshuset på Bispebjerg Hospital. Byggeretten til ca. 1.000 kvadratmeter i parkeringshusets stueetage er nemlig blevet solgt, og butikken forventes at åbne i løbet af 2017.

”Der var stor interesse for at sikre sig den attraktive mulighed fra både dagligvarekæderne selv og fra developerside. Det skyldtes en kombination af meget svag konkurrence fra andre dagligvarebutikker i nærområdet, nærhed til Bispebjerg Hospital, placeringen i parkeringshuset, beliggenheden lige ud til den trafikerede Tuborgvej og et stort kundegrundlag,” fortæller partner, Peter Lassen fra Colliers International, der har håndteret salget.

Et godt tilbud til patienter og personale

På hospitalet glæder man sig over at kunne føre lokalplanens oplæg om detailhandel på området ud i livet.

”Vi realiserer nu en af de allerførste idéer, vi har haft om at integrere hospitalet med byen og invitere byens borgere ind i den grønne oase, som Bispebjerg Hospital er. Vi er meget tilfredse med den store interesse som detailhandlen har vist,” siger vicedirektør Claes Brylle Hallqvist fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og fortsætter:

”Personligt glæder jeg mig meget over, at vi snart kan tilbyde hospitalets personale og patienter adgang til indkøb, lige på vejen hjem, hvilket sikkert kan gøre hverdagen lettere for mange.” 

Retten til at bygge en dagligvarebutik blev solgt til højest bydende. Salgssummen skal blandt andet finansiere genopførelsen af de 40 p-pladser, som butiksarealet dækker, et andet sted på hospitalsområdet.

Parkeringshuset på Bispebjerg Hospital har plads til ca. 600 biler. Et areal svarende til 40 pladser i stueetagen er solgt til Dansk Supermarked, der vil etablere en Netto-butik. Foto: Dragør Luftfoto.

Afdæmpet facadeudtryk

Den nye Netto-forretning skal passe ind i et parkeringshus, der er tilpasset et fredet område, og både Region Hovedstaden og Københavns Kommune skal derfor godkende butikkens ydre udtryk, før butikken etableres, for at sikre, at facaderne har samme karakter som parkeringshusets facade. Fra Netto ser man det som en naturlig forudsætning, at parterne bliver enige:

"Jeg er sikker på, at vi finder en god løsning sammen med hospitalet og kommunen. Det vigtigste for os har været den gode placering i nærområdet – en god måde at skilte på er i alle parters interesse," konstaterer udviklingschef Carsten Hadsbjerg fra Netto Danmark.

Åbner i løbet af 2017

Arbejdet med at etablere butikken begynder, når projektet er blevet behandlet af Københavns Kommune, formentlig i første kvartal af 2017, og skal overholde de almindelige arbejdstider for byggeri på hospitalet. Butikken forventes at åbne i løbet af 2017.

”Vi er klar til at give byggeriet fuld gas, når vi får grønt lys af kommunen. Vi glæder os nemlig til at kunne åbne en helt ny, flot Netto-butik. Den kommer til at føles lidt større end andre i Københavns-området. Vi har mange gode, loyale kunder i Nordvest-kvarteret, men i dag ligger de nærmeste butikker et stykke væk,” siger Carsten Hadsbjerg.