Energirenovering er et begreb, vi støder på igen og igen som følge af de stigende priser på forbrugsafgifter til opvarmning, el og vand.
Boligmassen i vores område har generelt nogle år på bagen og spørgsmålet melder sig derfor om, hvilke muligheder der er for at renovere på en energirigtig måde, så man eksempelvis opnår en lavere varmeregning samtidig med, at man får et sundere indeklima uden træk og kulde. Alt sammen initiativer der er med til at øge komforten og ikke mindst boligens værdi.
Energistyrelsen har etableret en ny ordning, der hedder BedreBolig, som skal gøre det nemmere og mere overskueligt for boligejere at gennemføre en energirenovering af deres boliger.
Der er etableret nogle særlige BedreBolig-rådgivere, som man som boligejer kan henvende sig til for at få en samlet rådgivning ved gennemførelse af en energirenovering af boligen.
Rådgivningen omfatter både de tekniske forhold og også den finansieringsmæssige side såvel som den praktiske del af renoveringen.
Vi har fået Tommy Olsen, som er leder af Energitjenesten Sjælland, til at fortælle om ordningen.
Kom og hør om energirenovering og stil de spørgsmål, der ligger dig på sinde i den anledning.
I tilslutning til generalforsamlingen vil forenings Forskønnelsespris 2015 blive uddelt.
Grundejerforeningen har siden 1992 uddelt en pris som en påskønnelse af en særlig indsats for et kønnere bybillede. I år tilfalder prisen en flot tilbygning som respekterer den ældre ejendoms oprindelige karakter.
Kom og vær med ved prisoverrækkelsen og se den præmierede ejendom. Prismodtageren får tildelt en flot indrammet håndtegning af huset.