Atelierhusene fra 1943
“Atelierhusene er et dannelsesprojekt og en del af vores fælles kulturarv og ophav. Det begyndte i en kælder med et par skitser på en serviet, og det endte såmænd med bygningskunst af Guds nåde", citat fra Jens Thomas Arnfred.
Atelierhusene på Grønnemose Alle blev opført i 1942-43.
På initiativ af beboerne er der udgivet en jubilæumsbog i 2018 med smukke billeder af husene og området, som det tager sig ud på forskellige årstider. Der er også historiske billeder, og de oprindelige skitser og tegninger til de 21 boliger i 3 rækkehuse.
Bogen rummer 12 spændende artikler med udgangspunkt i Atelierhusene, men også meget andet, bl.a. arkitekturen dengang og nu og vilkårene for boligbyggeri.
Emdrup Grundejerforenings jubilæumsbog fra 2001 “Emdrup - et åndehul i storbyen” er citeret i bogen.
Et afsnit handler om fredningen af Atelierhusene inklusive den fremtrædende landskabsarkitekt C.Th.Sørensens haveanlæg. Fredningen skete den 7. september 1990.
I 2018 kom endvidere en “Pleje- og udviklingsplan for de fredede omgivelser ved Atelierhusene på Grønnemose Allé” fra Slots-og Kulturstyrelsen.
Planen anviser en række tiltag med bl.a. kraftig udtynding af de store træer og andet omkring Viggo Sø ved Engblommevej. Målet er at den oprindelige haveplan, som senere blev omfattet af fredningen, skal respekteres.
Bogen, der er meget fornemt layoutet, kan stadig købes.
Prisen er 110 kr. på Saxo.dk (2025)