EMDRUP GRUNDEJERFORENINGS FORSKØNNELSESPRIS
Rørmosevej 4
Se tegningen af huset her og foto her.
Somme tider gives IMBRIS-prisen for et stykke håndværk eller lille stykke arkitektur der gør sin beskedne tilføjelse til vores lokalmiljøs forskønnelse, en smuk ombygning eller en forhave som forskønner sine omgivelser. I år vil jeg helst sige at prisen går til en fin historie, omend der stadig er tale om fin arkitektur.
Prisen gives til et hus der i meget lang tid har været uændret, uset og ligeglad med syn og dom bag sit enorme krat. Det er bygget i gammel stil, og har en gammel have. Matriklen er stor, og indtil for nyligt ganske gemt væk i taks og buskads. Hvis man undersøgte grunden på Rørmosevej 4 kunne man finde den gamle klassicistiske villa af biografarkitekt Holger Pind. Bygget i 1928. Symmetrisk, klassicistisk: høje vinduer med små rudefelter, facadedetaljer, højt sort tag, centralt placeret trappe fra haven ind til hovedstuen.
Haven var ligeledes smuk og symmetrisk opbygget, men årene har efterladt den vild og overgroet.
Når man etablerer et hus vil man sige at den omkringliggende have skal underordne sig huset. Men; når man bygger et nyt hus siger vi at det skal kunne stå der i 100 år. Bygningen her nærmer sig de 90, og var så småt begyndt at donere sig selv til sin store vilde have. Huset har været i knæ i nogle år, og grunden er stor nok til at man eventuelt kunne rydde den og etablere to små typehuse.
Det skete som bekendt ikke. Huset blev købt og istandsat af tilflyttende Jacob og Karin, der åbenlyst ikke var bange for en udfordring.
Man kunne give prisen for at få tæmmet haven og ryddet det infernalske vildnis der skjulte bygningen.
Man kunne også give prisen for rumfornemmelsen som huset er restaureret tilbage til livet med, for der er kælet for detaljen og rummene i huset. Rummene er omdisponerede og rummene er i forbindelse og forlængelse med to behagelige terrasser.
Man kunne give prisen for at få huset moderniseret med klar respekt for arkitektens oprindelige tanke. Der er bygget til og bygget om, og det originale er ikke forsøgt plagieret af det nye. Tagstenene der måtte købes røde og efterglaseres sorte for at få noget der forekom rigtigt. Tilbygningen der flankerer hovedbygningen med vinduer som plukket fra Holger Pinds tilbygningstegninger fra 1936.
Men huset har været gemt væk så længe.
Man kunne også give prisen fordi det er dejligt at se den gamle bygning stille sig synligt frem for enden af Rørmosevej igen, støve sig af, inkludere sig igen blandt sine egne og sige "her har I mig tilbage".
Esben Heick Lennart Frandsen Ulla Jørholt
Arkitekt MAA, Cand. Arch.