Imbris 2011

 


 
Et ungt par flyttede i efteråret 2002 ind i en ejendom her i Emdrup, opført i 1916. Her boede de i nogle år og blev til en familie med to børn. Parret var bevidste om, at en større renovering måtte vente til man havde boet i huset i et stykke tid og havde afkodet, de muligheder, der lå både i relation til den indretning, som passede til personantallet, og også til den funktionalitet, der var både ønskelig og nødvendig, og som samtidig giver rummelighed og de rette lysforhold ved at en række vægge blev fjernet.   
En indvendig renovering af først stueetagen startede i efteråret 2009 og senere fulgte resten af huset. Den indvendige renovering blev afsluttet i foråret 2010. Herefter kom turen til det udvendige.   
Huset er oprindelig pudset, men blev hulmursisoleret og pudset om med en lille, fin struktur i pudsen. Også tag og tagkonstruktion fik en omgang. Der blev foret på spær både udvendig og indvendig for at kunne isolere med en isoleringstykkelse, der imødekommer dagens normer. Der blev lagt nye teglsten på tagfladen. Her valgte man heldigvis en rød tagsten, som huset også er født med, og som hører huset til.
Husets tag er lidt specielt med en stejl taghældning, halvvalm og med en frontespice med et knæk i tagfladen. Det giver relativt små flader med mange sammenskæringer. De nye tagsten er lagt med stor præcision og i snorlige flugter. Meget flot håndværk.
Også facadepudsen, der måtte malerbehandles efter taglægningen, hvor støvet fra skæringen af de røde tagsten havde misfaret den ellers hvide puds, står meget flot og med en malerbehandling, der tillader facaden at ånde.
Der er nye zinktagrender og skifersålbænke. Der er tilføjet få nye vinder og en ny hoveddør, men ellers stammer vinduerne fra en vinduesudskiftning i 2001. Med en sort malerbehandling danner de en fin kontrast til den hvide facadepuds og det røde tegltag. To høje vinduespartier mod havesiden var oprindeligt franske døre, men med udførelsen af en hævet terrasse blev der direkte udgang fra køkken og stue til terrasse og have. En funktionalitet, som beboerne sætter stor pris på, fordi der nu er bekvem forbindelse mellem ude og inde. Nu venter så som afslutning garagetaget og haven på en omgang, og det er på bedding.
Men Eva og Peter fra Engblommevej 2B har allerede nu formået at gennemføre en renovering såvel inde som ude, der bærer præg af høje kvalitetskrav, anvendelsen af gode og gedigne materialer og som har forståelse og respekt for husets særlige karakter. Det er der kommet et både flot og meget vellykket resultat ud af.
Det er derfor en glæde for Emdrup Grundejerforening at kunne overække årets forskønnelsespris, - Imbrisprisen - til Eva og Peter fra Engblommevej 2B.




 

Kontakt: emgf@emgf.dk

Siden er udviklet af Time2web, og repræsentanter fra Emdrup Grundejerforenings bestyrelse.