IMBRIS 2005 - Engblommevej 51

 

Imbris - prisen 2005

 

 

Fra komiteen forklarede Jørgen Bendiksen, at man også denne gang havde haft en række kandidater i kikkerten. Blandt dem var flere ikke helt færdige med ombygninger eller renoveringer, og de vil så være med i overvejelserne til næste uddeling. Blandt kandidaterne var der i komiteen enighed om årets prismodtager, og motiveringen var følgende:

 

” I 1999 overtog en ung familie en gulstensejendom med et nyere rødt tegltag beliggende i gammel tilgroet have. Ønsket om lys og luft kombineret med gåpå-mod og gode ideer startede processen, der har varet ved siden, og som nu nærmer sig afslutningen i form af en garage, der er på tegnebrættet.

 

Huset trængte ved overtagelsen til en kærlig hånd både inde og ude. Fugerne mellem murstenene var porøse, og vinduerne medtaget af tidens tand. Facaderne blev først fuget om, og der kom nogle klædelige gesimser til, og derefter blev huset pudset og siden malet. Vinduerne er skiftet til en type med kvalitets-træ fra langsomtvoksende nordsvensk fyrretræ, hvor den inderste kerne er udvalgt.


Der er nye tagrender og nedløb i kobber, ligesom en ny kvist, der giver et fantastisk lys i værelset på 1. sal, også er forsynet med kobberinddækninger.


Mod gaden er der udført en ny overdækning over trappen. Igen er der tænkt over tingene. Letheden i den nye konstruktion med søjler og en kobberdækket pyramide tilfører huset en ekstra kvalitet.

 

I haven er der som nævnt skabt lys og luft ved at den gamle beplantning er ryddet, ligesom en terrasseoverdækning er fjernet. Der er til gengæld opført en ny terrasse i en sydlandsk inspireret stil, men præget af en lethed og en kvalitetsbevidsthed, der kendetegner hele renoveringen. Der er træbelægning på terrassen udført af en eksotisk træsort, der hedder Ipe. Den er fantastisk flot udført og alle skruehuller er omhyggeligt forsynet med træpropper, som kun gode og omhyggelige håndværkere gør det.


Der er ud mod vejen udført en ny stensætning og belægning og plantet en bøgehæk, som jo skifter udseende med årstiderne. Mod den ene nabo er opstillet en fint pileflethegn. Inden døre er der vel ingen rum, der ikke er rørt. Også her går familiens kvalitetsbevidsthed igen både i helhed og detalje.

 

Det er med stor fornøjelse, at Emdrup Grundejerforening kan tildele året IMBRIS til Lars og Patricia fra Engblommevej 51 for deres utrolig flotte renovering af hus og haveanlæg, hvor der er tilført nye elementer og gode materialer på en sådan måde, at det løfter et helt almindeligt hus en klasse op til glæde ikke kun for husets ejere, men også for os andre, der bor eller færdes i området.”

 




 

Kontakt: emgf@emgf.dk

Siden er udviklet af Time2web, og repræsentanter fra Emdrup Grundejerforenings bestyrelse.