2003 - Pragtstjernevej 4

 

Emdrup Grundejerforening har indstiftet en forskønnelsespris - Imbris-prisen- som traditionelt afsløres efter årets generalforsamling. Året 2003 var ingen undtagelse i den sammenhæng. Prisen blev tildelt Pragtstjernevej 4 for en for en flot og anderledes måde at angribe en facaderenovering på. Jørgen Bendiksen, som er medlem af Imbris-udvalget, forestod overrækkelsen og motiverede tildelingen.

 

"I 1998 overtog en småbørnsfamilie det, man kunne kalde "en stor kasse" på en relativt stor grund. Snart genlød nabolaget af lyden fra arbejdet med den indvendige istandsættelse og vedligeholdelse, men også haven og de fjerne kroge "kom under kultur".
Efter et par år viste der sig pludselig en revne mellem en udestue af tvivlsom herkomst og selve huset.


Revnen udviklede sig, og udestuen truede med at trække en del af facaden ned. Konklusionen var, at fastgørelsen til huset ikke var særlig stabil, så udestuen måtte fjernes. Der var andre revner i den pudsede facade, som det var tanken, at en murer skulle reparere. Men i undersøgelserne af omfanget opdagede man, at store dele af pudsen var løs. Huset er opbygget som et bindingsværkshus med slaggeplader imellem søjler og bjælker i bindingsværkskonstruktionen og yderst afsluttet med en pudset overflade, og det var man på forhånd klar over, men at det stod helt så galt til med facaden var noget af en overraskelse. Det ville være en nærmest umulig men i hvert tilfælde meget dyr opgave at pudsreparere sig fra problemet. Det måtte angribes anderledes radikalt. En varig løsning forudsatte, at alt det løse blev fjernet, og det kom til at omfatte hele facaden. Man måtte helt ind til det bærende bindingsværk, hvor både råd og svamp havde haft gode vilkår sine steder. Så også dele i den bærende konstruktion måtte udskiftes.


Spørgsmålet meldte sig - skulle det være et pudset hus igen, eller skulle man skifte identitet og dermed stilart. Man valgte det sidste. Facaden blev bygget op efter alle kunstens regler, hvor man også fik tilgodeset de stigende krav til isoleringstykkelser, og afsluttede med en bræddebeklædning.


Det var et omfattende arbejde, som krævede megen omtanke, overblik og planlægning for at få pæne løsninger omkring de bestående døre og vinduer, ligesom fordelingen af bræddelængderne i gavlene også stillede udfordringer.
I dag fremtræder huset, som var det fra starten opført som et svensk bræddebeklædt hus med omhyggeligt udførte hjørneløsninger og detaljer omkring vinduerne. I modsætning til sit forbillede er huset ikke svenskrødt men skagensgult med hvide sternkanter og indfatninger omkring vinduerne.


Også i modsætning til tidligere lyser det vældig meget op på Pragtstjernevej 4 og spiller pænt op nabohusene, hvoraf flere af de nærmeste også er træbeklædte, så vi her har fået et "lille Sverige."


Frugten af det store og uventede arbejde er for Karen og Ragner og deres børn, at de har fået et hus med en rigtig flot facade, som vi andre kan nyde, men som samtidig holder godt på varmen og dermed holder igen på varmeudgifterne.
Det er for Imbis-udvalget en glæde at kunne overrække årets Imbris til Karen og Ragnar for den flotte facaderenovering af Pragtstjernevej 4."


Ragnar Nielsen takkede ikke kun for den fine og indrammede tegning men også for æren og fortalte lidt om processen og de vanskeligheder, der følger af i utide at være tvunget ud i en større opgave, som ikke lige var planlagt.




 

Kontakt: emgf@emgf.dk

Siden er udviklet af Time2web, og repræsentanter fra Emdrup Grundejerforenings bestyrelse.